EU-parlamentet siger nej til kødklister
Pressemeddelelse fra Dan Jørgensen, MEP (S)
EU-parlamentet ser nu ud til at stoppe godkendelsen af det udskældte tilsætningsstof Thrombin – populært kaldt kødklister. Det står klart efter en afstemning i EU-parlamentets miljøudvalg i dag. Udvalget næstformand, Dan Jørgensen, der har ført sagen på vegne af EU-Parlamentet glæder sig over opbakningen:
"Jeg er glad og stolt over, at vi nu siger nej til kødklister i Europas kølediske. Jeg har argumenteret for, at produktet vil vildlede forbrugerne og være til fare for fødevaresikkerheden. Der er langt større fare for bakterier i kød, der er limet sammen end i et almindeligt rent stykke kød.”
”Parlamentet har nu sendt et klart signal til EU’s ministerråd: Vi vil ikke have det skidt i vores mad. Det er en stor sejr for forbrugerne”
Christel Schaldemose, der har kæmpet for sagen i EU-parlamentets udvalg for forbrugerspøgsmål, er også glad;
”EU-parlamentet viser med dagens beslutning, at vi er på forbrugernes side. Det skal ikke være muligt at manipulere med madvarer. Vi skal tage hensyn til forbrugersikkerhed og sundhed. Derfor siger vi nej til kødklister.”
Kødklister var ellers godkendt af både EU-Kommission og EU’s ministerråd. Men nu hvor EU-parlamentets miljøudvalg har sagt nej, kan det føre til et veto mod stoffet. Den endelige afgørelse træffes, når hele parlamentet skal stemme om sagen i slutningen af maj. Dan Jørgensen er optimist:
”Vi vandt kampen i miljøudvalget, og det tror jeg bestemt også vi vil gøre, når der skal stemmes i hele parlamentet. Den store borgerlige gruppe i EU-parlamentet er ganske vist for at tillade kødklister, men jeg har fået opbakning fra den grønne gruppe og de liberale i miljøudvalget. Det tror jeg ikke, de vil løbe fra senere.”
For yderligere kommentarer, kontakt MEP Dan Jørgensen på mobil +45 2825 4258 politisk konsulent Marie Foltmann på +32 4910 75 715
Seneste kommentarer
4 uger 2 dage siden
31 uger 6 dage siden
35 uger 3 dage siden
40 uger 10 timer siden