EU-nyheder til dyrevenner

 

Kære dyreven

Der er sket rigtig siden du sidst hørte fra mig. De sidste måneder har jeg haft rigtig travlt. Der har været rigtig meget nyt at se til efter sommerens EU-valg. Men en ting er der ikke ændret på: Dyrevelfærd står stadig rigtig højt på min dagsorden. Derfor har jeg nu atter samlet et lille udpluk dyrenyheder med EU-vinkel.

I dette nummer af mit dyrevelfærdsnyhedsbrev kan du læse om:
- EU skal forbyde minkavl
- Dyr skal stadig bedøves under rituelle slagtninger
- EU redder italienske delfiner og hvaler
- OK med forbud mod vilde dyr i cirkus
- Vicepræsident i EU-parlamentets dyrevelfærdsgruppe

Rigtig god fornøjelse.
Dan

EU skal forbyde minkavl

Ligesom mange andre dyrevenner blev jeg dybt forarget, da en tv-udsendelse for nylig kunne afsløre, hvordan mink i Danmark opdrættes under helt forfærdelige forhold. Men vi vidste godt den var gal allerede før vi så de chokerende billeder. Derfor havde jeg længe (også inden udsendelsen) sagt, at jeg mener, vi bør forbyde minkavl i hele EU.

Problemet kan nemlig ikke isoleres til de 40 minkfarme, der for nylig var i mediernes søgelys. Mink er vilde dyr, der har instinkter. De har brug for plads og vand - ikke de små bure, de lever i på kommercielle minkfarme. Derfor er selve ideen om at holde mink i fangenskab udtryk for et overgreb i forhold til deres natur.

Det er uacceptabelt. Står det til mig, skal det være helt slut med minkavl i EU inden for en overskuelig årrække. England og Østrig har allerede som de første EU-lande valg at indføre et forbud af dyreetiske grunde. Og der er intet som forhindrer Danmark i at følge trop.

Desværre spiller pelsbranchen en stor rolle i Danmark. Vi har 2.000 minkfarme og er verdens største eksportør af minkpelse. Så der er ingen tvivl om, at pelsbranchen vil kæmpe imod.

Du kan læse mere på dr.dk her.

Du kan læse mere om mit forslag om at forbyde minkavl her.

  

Dyr skal stadig bedøves under rituelle slagtninger

Man må lægge ører til meget i en valgkamp. Helt galt var det under EU-valgkampen i sommers. Her beskyldte nogle af mine politiske modstandere (og endda nogle dyrevenner) mig for at støtte et forslag om, at EU’s enkelte medlemslande ikke længere kunne kræve, at dyr var bedøvet under religiøse slagtninger, fx halalslagtninger.

Konkret handlede det om noget teknik i en afstemning i EU-parlamentet som kunne tolkes forskelligt. Men for alle der kender mig burde der ikke være nogen tvivl. Jeg mener selvfølgelig at alle dyr skal bedøves under slagtning. Og for at få ryddet al tvivl af vejen, skrev jeg til EU-kommissionen for at få svar på, om de nye EU-regler betyder, at dyr ikke længere kan bedøves i forbindelse med religiøse slagtninger.

For nylig svarede Kommissionen så, at "Den nye lovgivning, som vil træde i kraft den 1. januar 2013, vil ikke ændre den nuværende situation med hensyn til rituel slagtning”. Det vil altså fortsat være op til det enkelte medlemsland at bestemme, hvorvidt et dyr skal bedøves. Præcis som det har været indtil nu.

I Danmark bliver alle dyr bedøvet før de halalslagtes, så det sikres , at dyret ikke lider overlast. Sådan vil det også være fremover, på trods af at nogle politikere under EU-valgkampen altså prøvede at tegne et andet billede.

Jeg er selvfølgelig meget glad for, at EU nu har slået fast, at vi også i fremtiden kan stille krav om, at alle dyr skal være bedøvet på aflivningstidspunktet.
Du kan læse mere om EU’s regler for slagtning af dyr her.

EU redder italienske delfiner og hvaler

EF Domstolen kritiserede for nylig Italien på det skarpeste. Det skyldes, at italienske fiskere fortsat gør brug af ulovlige fiskenet, de såkaldte ”driftnets”. EU har nemlig for længe siden forbudt brugen af den type net, men de italienske myndigheder har ikke desto mindre set igennem fingrene med, at nettene fortsat bruges i stor stil i Middelhavet.

Når nettene er forbudt, skyldes det, at de er til stor skade for de dyr, som lever i havet. Nettene fanger nemlig ikke kun det som fiskerne er ude efter, men sætter en brutal stopper for alt det levende, der er så uheldigt at svømme ind i nettet.

Det gælder fx delfiner og hvaler, som i stort tal bliver fanget i nettene, hvor de i mange tilfælde lider en langsom og smertefuld død.

Heldigvis har Domstolen nu krævet, at italienerne omgående retter ind. Det er endnu et eksempel på, hvordan EU’s fælles regler er med til at beskytte dyr mod overgreb. Havde vi ikke haft EU-reglerne, ville der ikke have været nogen til at sikre, at delfinerne fortsat kan svømme frit omkring i Middelhavet.
Læs mere om sagen her.

OK med forbud mod vilde dyr i cirkus

Østrig vedtog i 2005 et forbud mod at bruge vilde dyr i cirkusforestillinger. Det skyldtes ikke mindst hårdt pres fra dyreaktivister, som mener brugen af vilde dyr i cirkus er dyrplageri.

Siden da har sagen imidlertid udviklet sig til et juridisk tovtrækkeri. Den europæiske cirkuslobby mente nemlig, at forbudet stred mod EU’s regler om fri bevægelighed. De ville derfor have EU til at underkende det østrigske forbud.

Oprindeligt afviste EU-Kommissionen sagen, og faktisk blev den lukket helt tilbage i 2006. Men i sommers meddelte EU’s Ombudsmand pludselig, at Kommissionen var nødt til at tage sagen op igen. Forleden lød det endelig fra Kommissionen, at man fortsat mener forbuddet er fuldt lovligt.

Så forhåbentlig er der nu sat endeligt punktum. Står det til mig, skal hensynet til dyrevelfærd til enhver tid gå forud for jagten på profit. EU-reglerne må aldrig blive en undskyldning for ikke at behandle dyr ordentligt.
Du kan læse mere om baggrunden for det østrigske forbud hos dyreværnsorganisationen ”Verein gegen Tierfabriken” her.

Du kan også læse EU’s Ombudsmands rapport om sagen her.

Vicepræsident i EU-parlamentets dyrevelfærdsgruppe

Til slut en lille nyhed fra min egen verden. Som jeg tidligere har fortalt, har vi i EU-parlamentet en særlig arbejdsgruppe om dyrevelfærd, som jeg har været medlem af i over fem år. Her har politikere på tværs af partier kæmpet for bedre forhold for dyrene i EU.

Nu er jeg så blevet valgt som vicepræsident for gruppen (ja, det er fine titler vi bruger). Det er jeg meget glad for. Det har været meget vigtigt for mig fortsat at arbejde med dyrevelfærd, og nu har jeg så fået en endnu bedre platform til også i fremtiden at kæmpe dyrenes sag i EU-parlamentet.
På linket nedenfor kan du besøge vores hjemmeside. Her kan du blandt andet læse mere om vores seneste bestræbelser på at begrænse brugen af forsøgsdyr.