Genvalgt til miljøtoppost og på vej mod København

Kære læser

Så er jeg atter i trukket i arbejdstøjet! Efter en lang valgkamp og en smule ferie melder dagligdagen i Bruxelles og Strasbourg sig nu. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med arbejdet for at skabe bedre forhold for mennesker, miljø og dyr i Europa. I mit første nyhedsbrev fra den nye valgperiode kan du læse om:

• Genvalg som næstformand i miljøudvalget
• Ny stærk socialdemokratisk gruppe
• På vej mod København
• Solidaritet på mode

Husk også, at du altid kan følge mit arbejde på min hjemmeside, www.danj.dk. Og selvfølgelig på Facebook, hvor lægger både links og film ud. Hvis ikke vi allerede er venner, kan vi blive det her.

Rigtig god fornøjelse.

Dan

 

 

Genvalg som næstformand i miljøudvalget

Det første, der skulle ordnes efter valget, var at fordele posterne i EU-parlamentets mange udvalg. Og her lykkedes det mig at opnå genvalg til posten som næstformand for i EU-parlamentets miljøudvalg. Det var jeg også i halvdelen af den sidst valgperiode.

Jeg er meget glad for at kunne fortsætte arbejdet i miljøudvalget. Ikke mindst i lyset af de massive udfordringer vi står over. Selvom EU i de senere år har taget store skridt fremad på området, er der stadig behov for at presse på for en ambitiøs klimapolitik.

Ud over at fortsætte i miljøudvalget har jeg også fået en plads i parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg. Her skal jeg tage tråden op efter Poul Nyrup store arbejde med at tæmme de store kapitalkræfter, fx bedre regulering af multinationale selskaber og kapitalfonde.

Du kan læse mere om EU-parlamentets miljøudvalg her.

 

 

Ny stærk socialdemokratisk gruppe

I EU-parlamentet er jeg og mine tre danske kollegaer en del af den store socialdemokratiske gruppe. Selvom vi fik et godt valg i Danmark, blev valget desværre en tilbagegang for mange af vores europæiske søsterpartier.

Alligevel har vi fået stablet en stærk gruppe på benene. Med 184 medlemmer er vi parlamentets næststørste, og vi er klar til at tage kampen op mod de konservative og liberalistiske kræfter i parlamentet.

Vores gruppe har fået det lange navn ”Group of the Progressive Alliance of Socialist & Democrats in the European Parliament”, men forkortes i dagligdagen til S&D. Ligesom de sidste fem år, skal tyskeren Martin Schultz være vores formand.

Selvfølgelig er der forskel på en dansk og en græsk socialdemokrat. Men på langt de fleste områder er vi langt mere enige, end jeg er med fx Jens Rohde eller Bendt Bendtsen. Ikke mindst når det handler om kampen for et bedre klima, regulering af kapitalfonde, ligestilling osv.

Du kan besøge vores gruppe og læse om vores politik her.

 

 

På vej mod København

Efterårets helt store højdepunkt bliver selvfølgelig klimatopmødet i København. Alle holder vejret og venter på, om verdens ledere kan blive enige om en aftale.

Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at få en forpligtigende aftale på topmødet. Hvis ikke vi handler nu, risikerer vi temperaturstigninger på over to grader. Og det kan få katastrofale konsekvenser for vores planet.

I EU-parlamentet arbejder jeg og mange af mine kollegaer hårdt for, at presse EU til at tage førerrollen på klimaområdet. Blandt andet ved at lægge maksimalt pres på EU’s miljøministre, der skal forhandle på EU’s vegne ved klimatopmødet.

Forleden besøgte den borgerlige, svenske miljøminister EU-parlamentet. Sverige har netop overtaget formandskabet for EU, så den svenske miljøminister repræsenterer i de kommende måneder alle EU’ miljøministre.

Som du kan se et tv-indslag fra svensk tv, grillede jeg og mine kollegaer den svenske miljøminister godt og grundigt.

Du kan se indslaget på svensk tv her (ca. 8 minutter inde i indslaget).

 

 

Solidaritet på mode

Jeg kommer ofte rundt for at fortælle om min politik. Men det er desværre alt for sjældent får man lov til at diskuterer de grundlæggende værdier, der ligger bag.

Forleden var dog en undtagelse. P1 havde sat en halv time af til at diskuterer begrebet solidaritet, og her gav jeg mit bud på, hvordan vi kan få solidaritet på mode igen.

Selvom de borgerlige forsøger at overbevise os om, at de skam også er tilhængere af velfærdsstaten, er netop forholdet til solidaritet et eksempel på, at der bestemt stadig er stor forskel på venstre og højre i dansk politik.

Du kan høre indslaget fra P1 her.