Dans dagbog

Kom med i det politiske maskinrum og på kampagnetur i Danmark. Dan Jørgensen skriver dagbog fra EU-parlamentet i Bruxelles, Strasbourg og landevejen i Danmark.

Morgen tv med ræven "Tut"

Tidligt op og i MorgenTV i København. Her skulle jeg diskutere mit forslag om at forbyde minkavl.

Mink er vilde dyr, som ikke egner sig til at oprdrætte i små trådbure. Derfor er minkavl også forbudt i mange europæiske lande. Det bør man gøre i hele EU.

Debatten er aktuel, da TV2 lige har vist et program, der dokumenterer de forfærdelige dyrevelfærdsforhold på mange minkfarme i Danmark.

Barosso får baghjul

I dag skulle jeg deltage i to BBC World-udseendelser. Jeg er blevet en af deres faste kommentatorer, og det er jeg selvsagt glad for. Det giver mulighed for at fortælle mange millioner mennesker i hele verden, hvad EU-parlamentet laver, og hvilke værdier vi står for. Det første indslag var ”live” TV og handlede om det forbud mod farlige stoffer i børns legetøj, som jeg har fået gennemført (de såkaldte phtalater). Da vi var færdige, spurgte jeg for sjov journalisten, hvor mange der så med derude.

God dag for sælerne

Som læsere af denne dagbog vil vide, har jeg i flere år kæmpet for at få stoppet de barbariske sæljagter, der hvert år foregår i Canada, hvor op mod 300.000 tusind dyr slagtes på isen med barbariske metoder. Mange af dem flåes oven i købet levende. I dag gav det resultat. Jeg er jublende glad for, at vi nu forbyder import af sælskindsprodukter, så der ikke længere bliver et marked for de canadiske jægere.

Ding dong

”Hej, Jeg hedder Helle. Jeg er Socialdemokrat, og vi er ude og gøre lidt reklame for Dan”. Sådan lød indgangsreplikken, da Helle Thorning og jeg var ude for at stemme dørklokker i går rundtomkring i landet. Hermed er den største politiske dør-til-dør aktion nogensinde i Danmark skudt i gang. Omkring 100.000 husstande vil inden d. 7. juni få besøg af Socialdemokraterne. Det betyder, at vi vil få talt direkte med ca. en kvart million vælgere.

Budgetbisse

Nu er der ikke gået 100 procent valgkamp i den endnu. I dag er jeg tilbage i parlamentet i Strasbourg og har forhandlet med medlemmer af budgetkontroludvalget det meste af dagen. Vi er i gang med den årlige procedure, hvor vi gransker EU's regnskaber (900 milliarder kroner. Det er alligevel en klatskilling!). Jeg har hele dagen insisteret på, at der skal bedre kontrol med de penge, der gives i udviklingshjælp til verdens fattigste lande. Det er supergodt, at vi hjælper, men kun hvis vi sikrer os, at pengene så også havner de rigtige steder.

Helle og Facebook

Min formand Helle Thorning-Schmidt er helt fantastisk til at bakke mig op i valgkampen. For et par uger siden var vi i Århus. I dag var vi på Lolland. I dag var vi igen på tour sammen ud i landet. Vi besøgte virksomheder og uddannelsesinstitutioner. En af de gode oplevelser var, da en ældre herre rejste sig i forsamlingen under et møde og sagde: "Jeg har ikke et spørgsmål. Jeg vil blot opfordre jeg alle til at blive Facebook-venner med Dan. Det er en fantastisk måde at følge hans arbejde på.

Sosser på Samsø

I dag har jeg været på Samsø. Hele dagen har jeg været rundt og se virksomheder og møde folk. Det har været en fantastisk dag. Specielt fordi Samsø jo er et eksempel til efterfølgelse, når det handler om vedvarende energi. Samsø producerer nemlig mere grøn energi end øen forbruger af energi i alt. Hvis hele verden var som denne lille dejlige ø, ville vi ikke have klimaproblemer.

Helle i Ã…rhus

Hjemme i Århus kører vi nu valgkamp frem mod EU-parlamentsvalget d. 7. juni. Derfor var Helle Thorning kommer til byen i dag for at støtte mig.

Vi besøgte en virksomhed i Højbjerg, som er i problemer på grund af finanskrisen og gav en række interviews til lokale medier.

Det var en god dag ikke mindst fordi - som Helle sagde, da jeg kørte hende til lufthavnen - "folk er så søde I Århus."

Bill kom forbi

I dag havde vi besøg af Bill Clinton i EU-Parlamentet. Han var inviteret af Poul Nyrup til at åbne en global konference for progressive venstreorienterede tænkere.

Clinton holdt en fantastisk tale. Jeg kunne overvære den fra allerførste række. Man har vel forbindelserne i orden ☺

Det var ret fascinerende at betragte Clinton på helt nær hold, når han giver sådan en præstation. Han er topprofessionel i den måde, han leverer sine budskaber på, henvender sig til publikum, kameraerne osv.

I audiens

Det er ikke sådan lige at få et møde med EU's udenrigsminister Javier Solana. Men i dag var jeg kaldt "i audiens". Solana og jeg skulle snakke om en bog, som jeg udgiver snart, om EU's rolle på den globale scene, så jeg fik et kvarter med den travle mand midt i mellem hans møder om krigen i Afganistan og krisen i Sudan.

Slagsmål med polak på BBC

Jeg har i dag været med i en debat på BBC World, som skal sendes om et par uger. Det var en længere udseendelse på 25 minutter, hvor vi diskuterede mit hjertebarn; klimapolitik.

Rynkecreme skal fjerne rynker

Hvis der står på indpakningen af en rynkecreme, at den fjerner rynker, så skal det også være bevist, at den faktisk kan det. Det var resultatet af dagens afstemning her i EU-Parlamentet, hvor vi lover langt strammere regler for, hvordan man må reklamere for kosmetikprodukter. Som jeg blev citeret på en netavis, er det godt fordi, "det betyder, at hvis Anders Fogh Rasmussen køber en creme, hvorpå der står, at den fjerner rander under øjnene, så gør den det faktisk også."

Besøg af Brown

I dag havde vi prominent besøg i EU-Parlamentet af den britiske premierminister Gordon Brown. Han er som bekendt socialdemokrat (eller Labour, som det hedder derovre), og derfor fik vi i den socialdemokratiske gruppe også mulighed for at møde ham under mere intime former, end blot da han talte i parlamentssalen.

Kurt kom forbi

I dag havde jeg besøg i min lejlighed på Trøjborg af Kurt Leth fra tv2 Østjylland. Han skal følge mig et par dage. Og det skal der så komme en lille udseendelse ud af. Tv er normalt en alvorlig sag, men ikke denne gang. Kurt er flink og rar, og jeg tror nok, det skal blive godt.

Eneste ulempe var, at jeg måtte stå meget tidligt op for at gøre rent, inden jeg skulle have et kamera ind i min lejlighed. Det trængte der til.

Humor-bog på gaden

I dag udkom min bog "Politikere med begge ben på jorden hænger ikke på træerne". Her har jeg samlet en række sjove anekdoter og kvikke bemærkninger fra politikkens verden. En håndfuld af dem stammer fra min gamle ven Svend Auken. Han sagde for eksempel engang: "At holde det Radikale Venstre fast på et politisk standpunkt er ikke sværere end at sømme budding til en væg."

Kampgejst

I dag har jeg været i Vejle for at holde EU-seminar med 300 kampklare socialdemokrater. Selv om der går nogen tid endnu inden valgkampen til sommerens EU-parlamentsvalg går i gang, er vi allerede i gang med forberedelserne. Jeg talte en hel time til den store flok om de tre kriser, verden står overfor: klimakrisen, finanskrisen og fødevarekrisen. De alvorlige emner til trods var der god stemning. Folk er klar til at gå til makronerne.

Finanskrisen koster jobs

"De fyrer folk" sådan var meldingen fra mange af de tillidsmænd Poul Nyrup og jeg talte med, da vi var på besøg på østjyske virksomheder i dag. Finanskrisen har ramt Danmark. Poul og jeg er på tur for at se præcis hvordan. Vigtig viden at have med ved forhandlingsbordene i Bruxelles.

PÃ¥ tur med Poul

I denne uge er jeg hjemme i Danmark, da vi har mødefri i EU-Parlamentet. Og jeg er på tour rundt i landet med Poul Nyrup Rasmussen. Vi har i dag givet en lang række interviews om den kommende valgkamp til EU-Parlamentet og det faktum, at jeg skal afløse Poul som ny spidskandidat for Socialdemokraterne. "Et tungt ansvar at lægge på en ung mands skuldre," som en journalist sagde. Heldigvis var Poul meget rosende i sin omtale af mig. (Det er vist kun min mor, der har så ukritisk et forhold til min person).

Søndag i Randers

Tidligt med morgentoget fra Fyn til Randers for sammen med borgmester og partikammerater at bemande en bod ved den årlige forbrugermesse.
Vi havde en rigtig god dag med masser af god stemning og mange spørgsmål om EU og politik generelt. Det er vigtigt en gang i mellem at stikke fingeren i jorden, og høre hvad folk hjemme i Østjylland, hvor jeg bor, mener. Det er trods alt dem, jeg repræsenterer i Bruxelles

Mors kødgryder

Selv om man i mit job gerne vil virke som lidt af en verdensmand, må jeg indrømme, at i en uge hvor jeg har mødtes med både Norges statsminister, Stoltenberg, EU's kommissær for bekæmpelse af svig, Siim Kallas, og mange andre, var højdepunktet nu alligevel at være hjemme på Fyn på besøg ved "de gamle" i Morud. Som politiker finder man hurtigt ud af, at middage i diplomatiets tegn ofte er ret kedelige (og maden tit ikke noget at råde hurra for). Anderledes er det med min mors mørbradbøf.