Vejen frem efter COP15

Mit sidste blogindlæg handlede om Lars Løkkes rolle under klimatopmødet. Siden er der kommet yderligere kritik på banen blandt andet fra en række - også borgerlige - medlemmer af EU-parlamentet - se indslaget fra TV2 her.

Men som flere har påpeget i deres kommentarer til min blog, så må vi videre. Spørgsmålet er derfor, hvad vi kan gøre fremadrettet?

Et af de grundlæggende problemer var, at mistilliden mellem udviklingslandene og de udviklede lande blev større i København. Særligt mistilliden mellem USA og Kina. Det gør det svært at nå til enighed omkring forhandlingsbordet.

Derfor er det vigtigt, at andre spillere såsom EU forsøger at facilitere fortsatte forhandlinger mellem de to parter. Det kan ske ved at agere “mellemmænd” og/eller ved at foreslå kompromiser, som finder fællesnævnere mellem de to landes positioner.

Muligheden er der stadig: Som FN’s klimachef udtalte fornyligt, så har vi alle ingredienserne i skålen. Vi fik bare ikke bagt kagen i København, men det kan stadigt nås i Mexico.

Reelt handler det om at løse de udeståender, der er på finansiering. Hvem skal betale hvor meget, til hvem, hvornår, og på hvilke betingelser? Og reduktionsforpligtelser; hvem skal reducere deres forurening hvornår og på hvilke betingelser?

EU kan spille en nøglerolle her. Selvom EU ikke var aktive nok under COP15 og slet ikke bød ind med nok på hverken finansiering eller reduktionsmål, så er EU alligevel foregangsregion på klimaområdet. Dertil kommer, at EU - i modsætning til det danske formandskab - stadig nyder tillid hos udviklingslandene til at kunne drive forhandlingerne fremad mod Mexico.