Om markedsfejl og kvotehandel

 I en tidligere blog - “CO2-udledning er en markedsfejl” - argumenterede jeg for, at markedskræfterne ikke alene kan løse verdens klimaproblemer.

 På et frit marked fastsættes priserne på en vare eller en tjenesteydelse ud fra udbud og efterspørgsel. Ikke ud fra de reelle fordele eller ulemper, som det givne gode påfører køberen og/eller samfundet som helhed.

De negative effekter, der følger med en given produktion/transaktion som fx klimaforandringer som følge af, at nogen køber benzin og brænder det af, kaldes af økonomer for eksternaliteter - eller markedsfejl. CO2-udledning er måske den største markedsfejl, verden har set, argumenterede jeg.

Der kom mange kommentarer til min blog, og flere efterlyste, at jeg var mere konkret i min argumentation for, hvordan man skal rette op på denne markedsfejl.

En del af svaret er, at vi skal prissætte forureningen. Der skal være en pris på CO2, som reelt afspejler de negative effekter for samfundet.

De aktører, der er ansvarlige for at udlede CO2, skal betale for det. Dermed får de økonomiske incitamenter til at omlægge deres produktion, så der bruges mindre energi fra fossile brændstoffer.

Helt konkret skal det gøres via et kvotehandelssystem, hvor virksomheder og lande kan købe ret til at udlede en bestemt mængde CO2. Det giver både mulighed for at sætte et samlet loft for udledningen i en hel sektor eller i et land og skaber også økonomisk interesse for en mere klimavenlig produktion.

I EU vil vil alle større produktionsvirksomheder være underlagt EU’s kvotehandelsdirektiv fra 2013.

Teknikken er, at virksomheder hvert år får tildelt en kvote for, hvor meget de må forurene. Hvert år vil den kvote blive mindre. På den måde tvinges industrien til at forurene mindre.

En del af de kvoter, der findes, er det tilladt at handle med. Der kommer altså en pris på CO2.

 Det betyder, at en virksomhed, som ønsker at omlægge sin produktion så den bliver mere miljøvenlig, kan sælge sine kvoter og dermed få finansieret dele af sin transformation. Smart ikke?

 For el-produktion er det 100 % af kvoterne, der kan handles. For den resterende industri er det i starten desværre kun 20 %, men den andel stiger frem mod år 2027, hvor alle kvoter skal kunne købes og sælges.

 Indtil nu er systemet kun europæisk, men et af formålene med mødet i København er at skabe et globalt kvotehandelssystem. Det er helt nødvendigt, da det meget nemt kan være konkurrenceforvridende, hvis man i en del af verden har en pris på CO2, mens man i andre dele bare kan forurene så meget, man vil.

 En af svaghederne ved den europæiske model er, at aktørerne kan “købe aflad” andre steder i verden for meget store dele af deres reduktionsforpligtelser. I stedet for at omstille deres produktion kan de investere i energirigtige projekter i 3. lande. Den problematik vil jeg skrive mere om i en kommende blog.