Hedegaard til eksamen

morgen skal Connie Hedegaard til eksamen her i EU-parlamentet, inden hun kan begynde som EUs nye klimakommissær. Jeg synes, hun er en god kandidat. Alligevel får hun det svært. Flere af mine kollegaer hernede lugter blod.

EU-parlamentet skal godkende den nye EU-kommission. Det er ikke nogen formsag. For fem år siden nægtede vi fx at godkende den italienske kandidat Buttiglione pga. hans holdninger til homoseksuelle (som han kaldte syndere) og kvinder (som han mente, hørte til hjemme bag kødgryderne). Berlusconi måtte derfor sende en ny italiensk kommissær til Bruxelles.

Jeg tror ikke, Lars Løkke bliver tvunget til at finde en anden kandidat i stedet for Hedegaard. Så galt går det næppe. Men jeg er bekymret for, hvordan hun vil svare for sig på en række områder.

For det første bærer hun selvsagt en del af ansvaret for det katastrofale resultat i København. Derfor er hun nødsaget til selvkritisk at analysere, hvad der gik galt.

Hun kan skyde meget af skylden på Kina og USA, men det vil ikke være nok. EU-parlamentarikerne vil næppe have tiltro til, at hun kan føre de internationale klimaforhandlinger videre, hvis ikke hun kan se sine egne fejl i København.

Egentlig burde det være let for Hedegaard. Jeg tror nemlig, hun er enig med kritikerne i, at den danske statsminister leverede en fumlende og usikker præstation, og at det var helt forkert at negligere verdens udviklingslande og Kina for i stedet at lægge sig helt tæt op af USA. Problemet for Hedegaard er, at hun selvsagt ikke kan udlevere sin egen statsminister foran den samlede verdenspresse. Så hvad gør hun? Det får vi at se i morgen.

En anden balancegang for Hedegaard bliver evalueringen af EU’s rolle i de globale klimaforhandlinger. På den ene side skal hun rose og anerkende Unionens lederskab og overbevise os parlamentarikere om, at hun vil være i stand til at videreføre det. På den anden side skal hun også evaluere, hvad EU gjorde galt ved COP15. Reelt var problemet nok, at vi ikke talte med een stemme. Da de forskellige statsledere ankom, var der pludselig mange europæiske stemmer. Det går ikke i så komplicerede forhandlinger. Men tør Hedegaard sige det ligeud?

Endelig er der spørgsmålet om Hedegaards arbejdsopgaver, hvis hun bliver godkendt. Det er blevet kritiseret, at hendes rolle som koordinerende kommissær på tværs af politikområder reelt er umulig at udfylde. Og at hun, fordi hun ikke får megen reel magt til at lave lovgivning, vil blive - med Venstres Jens Rohdes ord - “rejsende i varm luft”. Det tror jeg ikke, hun bliver. Jeg er overbevist om, at hun har kompetencen og den taktiske snilde til at få en magtfuld position i kommissionen. Det kræver imidlertid, at hun får opbakning af EU-parlamentet.

Ud over at hun formelt skal godkendes, vil hun også i fremtiden være afhængig af at kunne finde stærke allierede i EU-parlamentet. Ellers vil hun ikke kunne få sine ting i gennem.

Jeg krydser fingre for Hedegaard. Hun er en ekstremt god kandidat. Hun har den erfaring, det netværk og den viden, der skal til. Men ganske som til en almindelig eksamen er det ikke nok at have kompetencerne. Man skal også levere ved det grønne bord. Det bliver spændende at se, om hun leverer.

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • p, br, a, em, strong, cite, code, ul, ol, li, dl, dt, dd, img, q, blockquote, quote, object, param, embed, table, tr, td, hr, tbody, div, strike, u, span, h1, h2, h3, h4, h5, h6, object, param, sub, sup, strike

Yderligere information om inddataformater

Ægte menneske
This question is for testing whether you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Image CAPTCHA
Enter the characters shown in the image.