Efter COP15 - Hvor er selvkritikken?

Lars Løkke Rasmussen er en mand med begge ben på jorden. Der skal mere end et sammenbrud i de globale klimaforhandlinger til at bekymre ham. Faktisk er han ganske godt tilfreds med resultatet ved COP15.

Ligeledes er han heller ikke den, der lader sig imponere over besøg fra store statsledere som USA’s Obama eller Brasiliens præsident Lula (sidstnævnte kunne Løkke ikke huske navnet på, da han skulle præsentere ham som taler under mødet i Bella Centret).

Under og efter COP15 har det været helt tydeligt, at Lars Løkke og hans spindoktorer ønsker at tegne et helt bestemt billede af ham som statsminister: En mand med begge ben på jorden. Lars Løkke er ikke blevet “hovski-snovski”, efter at han er blevet statsminister. Han er stadig Lille Lars fra Græsted.

Hvor er det dog trist, at ambitionerne ikke er større for en statsminister. Og hvor er det dog trist, at man ikke er i stand til at mobilisere bare en smule selvkritik.

Ingen - eller kun ganske få i Danmark - mener, at Danmarks svage lederskab af COP15 var en væsentlig årsag til det dårlige resultat. Internationalt er der imidlertid udbredt skuffelse over, at de alvorlige og ganske betydningsfulde fejl, Danmark begik.

BBC har en temahjemmeside om COP15. Her nævnes det danske formandskabs inkompetencesom en af de centrale årsagerne til fiaskoen. Her hedder det fx :

“When Mr Rasmussen took over for the high-level talks, it became quickly evident that he understood neither the climate convention itself nor the politics of the issue. Experienced observers said they had rarely seen a UN summit more ineptly chaired.”

Også avisen The Guardian er benhårde i deres kritik:

“Connie Hedegaard, the Danish climate minister, started well but was forced at the start of week two to step down in favour of the Danish prime minister, Lars Løkke Rasmussen, officially because it would be inappropriate for a mere climate minister to meet and greet world leaders. But it was an open secret that she was at odds with her leader and the rich countries preferred their own man.

Then Lars Løkke Rasmussen proved to be out of his depth at this level of politics. He, too, was forced to step down, probably by the UK, Australia, Canada and others”

Langt mere alvorligt end Løkkes manglende diplomatiske evner var imidlertid den forfejlede strategi at negligere en række af udviklingslandenes helt rimelige krav.

Jeg forstår godt, at Lars Løkke Rasmussen har behov for at påpege, at andre også begik fejl i processen. Det er bestemt rimeligt at klandre USA og Kina for manglende politisk vilje. Men ikke at ville indrømme en eneste fejl fra det danske formandskab er ikke bare utroværdigt. Det er også skadeligt.

Hvis ikke vi alle lærer af fiaskoen i København, hvordan skal vi så komme videre? En vittig mand sagde engang: “hvis ikke man ændrer kurs, ender man der, hvor man er på vej hen”. Den kurs det danske formandskab satte under COP15 vil føre til det endelige sammenbrud, hvis den fortsættes.