CO2-udledning er en markedsfejl

En af grundene til, at man ikke bare kan lade markedskræfterne regulere vores verden, er, at markedet ikke tager hensyn til sociale og miljømæssige forhold.

I et frit marked fastsættes priserne på en vare eller en tjenesteydelse ud fra udbud og efterspørgsel. Ikke ud fra de reelle fordele eller ulemper, som det givne gode påfører køberen og/eller samfundet i det lange løb.

I økonomsprog hedder den slags en eksternalitet - eller en markedsfejl.

Et eksempel: når man køber en liter benzin betaler man ikke en pris, der dækker de negative samfundsmæssige konsekvenser ved at den benzin brændes af i form af partikel og CO2-forurening. Hvis det var tilfældet, ville det være ret dyrt at køre i bil med benzinmotor, og man havde sikkert i dag udviklet langt flere alternativer.

Den anerkendte britiske økonom Nicholas Stern, som har skrevet en af de mest citerede rapporter om klimaforandringerne i verden i dag, har kaldt udledningen af drivhusgasser for “den største markedsfejl, verden har set”

Konsekvenserne ved at vælge den - måske umiddelbart nemmeste og billigste - vej nemlig at fortsætte med at basere vores liv på energi, der kommer fra afbrænding af fossile brændstoffer, vil være katastrofale. Og de negative effekter vil ramme hårdest hos dem, der ikke er ansvarlige for problemet; fremtidige generationer og mennesker i verdens udviklingslande.

Spørgsmålet er, hvad man gør ved markedsfejl. Skal man ophæve det frie marked og lade staten overtage produktionsmidler og prisfastsættelse? Svaret er nej. Det, man i stedet skal gøre, er at søge at rette markedsfejlene ved at bruge forskellige politiske værktøjer.

Vi skal skabe positive økonomiske incitamenter for at udvikle og bruge vedvarende energikilder og energibesparende teknologi. På den måde kan vi bidrage til at sikre, at det også på den korte bane er økonomisk attraktivt at udlede mindre CO2.